Fortsættelse af 1. etape (se indlæg: Et sted du ikke tror på eksisterer).
Så startede 2. étape. Vores guide, Jørgen, havde forklaret os, at når vi kom op til toppen, så var der en turistrute og en hemmelig rute, som han kaldte “The muddy road”. Vi var helt klar på noget mudder, og havde store forventninger til 2. etape 
Ja det var svært ikke at smile. Allerede i gondolen fik vi indløst nogle af de mange forventninger, mens vi svævede op gennem bjerglandskabet.
Vi styrede straks væk fra turistruten, og kastede os over “The muddy road”. Det viste sig de fleste steder at være en rigtig fin sti, der kun få steder var mudret. Turen gik op og ned, og da vi gik inde i en skov, så havde vi ingen anelse om, hvor vi ville ende, men Jørgen havde lovet, at det var strabadserne værd.
“The muddy road” endte med en kort klatretur op ad en stejl stige. Endnu havde vi ingen ide om, hvad der ventede os. Ovenstående billeder var synet, der mødte os for enden af stien. Jeg tror, at jeg taler for alle, når jeg skriver, at vi var lamslåede. Det er lidt svært at sætte ord på, og billederne gør slet ikke landskabet den ære, som det har fortjent. Det var ubeskriveligt smukt, anderledes, storslået og majestætisk.
Vi stod stort set alene på en af de mange klippetoppe med den vildeste udsigt. Her sikrede Jørgen sig en ekstra stor pose drikkepenge Her var komplet ro og fred til blot at sidde at nyde den fantastiske 360 graders udsigt.
Jørgen forklarede os, at stedet, hvor vi stod, blev kaldt “One step from heaven”. Vi forstod hvorfor.
Som nævnt under 1. etape, så var Jørgen vist lidt fascineret af os europæere, og vi lovede derfor at bidrage til lidt reklame for hans turistfirma.
Det var med stort vemod, at vi efter noget tid var nødt til at forlade “One step from heaven” og bevæge os ned ad stien igen. Når man har siddet på et så fantastisk sted og pludselig indser, at man formentlig ikke kommer tilbage dertil, så kan det godt gå hen og blive lidt trist.
Vores tur fortsatte ad turistruten, som var eneste vej til det sted, hvor vi skulle ned. Heldigvis var der også her helt ubeskriveligt smukt.
Ja der er sgu langt ned Der var vel et frit fald på en 800-900 m.
Her var det så. Det meget omtalte “Avatar-bjerg”, som indgik i filmen mere end 35 gange. I filmen blev det vist nok kaldt Halleluja Mountain. Bjergene er høje nok til, at man til tider i dårligt vejr kan stå oven over skyerne, som ligger som dyne rundt om midten af bjergene. Set ovenfra kan dette få bjergtoppene til at se ud som om, at de svæver. Det skulle efter sigende være dette syn, som har inspireret Avatar-filmfolkene.
Dagen sluttede med en hasarderet bustur ned af små støvede bjergveje for at ende med en tur ned i verdens længste udendørs elevator (vist nok omkring 330 m lang). Nu var fusserne også godt ømme oven på en temmelig lang vandretur. Vi glædede os alle til at komme tilbage til hotellet, få støvlerne af og så hoppe i et varmt bad.