Halloween is coming…og vi skulle da have det med i ægte amerikansk filmstil. Staten Vermont blev vores næste hop og efter lidt research faldt valget på byen Chester. En lille flække i ren New England stil. Fullerton Inn blev vores nye hjem for de næste 4 dage. En inn, der i øvrigt skulle vise sig at have været omdrejningspunkt og kulisse for den utroligt gode film “Moonlight & Mistletoe”, som alle jo kender
Ild i pejsen, lokal mikrobryg og ren hygge, så blir’ det da ikke meget bedre
Chester gik virkelig all in på udsmykningen til Halloween. Den havde fået en over nakken.
Så er vores kromutter og krofatter på Fullerton Inn klar til aftenens trick & treat.
Alle var i deres stiveste Halloween puds på selve Halloween aftenen – forældre, børn og butiksejere havde fundet udklædningerne frem og overalt løb ungerne rundt, mere eller mindre gasblå i hovedet i deres søgen efter næste slikstop. Vi gnækkede os virkelig igennem aftenen. Der var gang i den lille by, nøjagtig som vi havde forestillet os, at det ville være i en lille amerikansk by.
Nammenam – Halloween Sticks. Fyldte æbler med marcipan overhældt med ahornsirup.
Da børnene havde fået indhentet nok E-numre, var det de voksnes tur til lidt Halloween gøgl. Igen i ægte amerikansk stil var der på den lille inn lokal folk music tilsat et skud mikrobryg Vi faldt i øvrigt i snak med et sødt amerikansk par.
Dagen efter da vi kom ned til morgenmadsbuffet’en kontaktede vores krofatter os og fortalte, at vores venner havde afleveret en gave til os. Vi kiggede undrende på hinanden, og vi forklarede pænt krofatter, at det måtte være en fejl, da vi jo var turister og ikke kendte nogen i Vermont. Krofatter insisterede og forklarede os, at gaven var fra parret, som vi talte med aftenen før. De var simpelthen kørt forbi vores inn, og der havde de afleveret en gave bestående af en kæmpe stor og meget dyr flaske ægte Vermont ahornsirup samt hjemmelavede halstørklæder til os begge. Det var først, da vi læste det medfølgende søde kort, at vi troede på, at det var til os. Hvor vild er sådan en oplevelse lige
Der blev også tid til at komme ud og se på den smukke natur i Vermont. Vi var lige et par uger for sent på den i forhold til at se farverne på sit højeste, men vi syntes nu, det var ganske smukt alligevel.
Vi nåede også lige at se Vermont drysset over med lidt sne.
Uuhh, den her gamle købmandsbutik ku’ vi godt li’ – slik og alverdens delikatesser – for et par madører som os var den svær at løsrive sig fra.
Vi kunne i det hele taget godt lide Chester. De her 2 Pippi lignende huse var til salg i byen – sommerhus måske?