On the top of Japan

Okay. I vores verden kan man ikke bare bo ved siden af et mega stort bjerg og så ikke lige forsøge at kravle op på toppen af det

I en eller anden guidebog havde vi læst, at det var muligt at bestige Mt. Fuji om natten og så se solopgangen fra toppen. Desværre/heldigvis beskrev guidebogen også, at det var 6 timers hardcore opstigning, som bød på ekstreme stigninger og klippeklatring. Det skulle prøves.

Velforberedte og alt i alt forholdvis erfarne vulkanvandrere, var vi klar til at bestige Mt. Fuji. I 1000 meters højde var vejret kl. 20 om aftenen helt perfekt. Nu manglede vi bare en bus til begyndelsen af startstedet af opstigningen som lå i 2300 m højde. Men nej, så heldige var vi ikke. Alle busser var stoppet med at køre for aftenen grundet det faktum, at det var weekend. Også her havde de åbenbart weekendkøreplaner På Mt. Fujis parkeringsplads mødte vi 3 unge gutter fra Japan, som også ville prøve kræfter med vulkanen. Vi delte en taxi til startstedet, og så var der kun en vej. OP.

Vores unge japanske venner, som i taxaen meget ydmygt fik nævnt, at det faktisk var deres allerførste vandretur, og at de var noget nervøse ved at skulle bestige et stort bjerg i mørke. Deres angst blev yderligere forstærket af det faktum, at det i 2300 m højde var et forholdsvis voldsomt tordenvejr. Der var lyn konstant. Så konstant, at vi uden lygte var i stand til at finde stien og alle de små klippeudspring. Regnvejret var ikke en forbedrende faktor, men vi er sikker på, at de uerfarne japanske bjergklatrere nød godt af rådene om hurtigt at pakke deres udstyr vandtæt .

Efter 7 1/2 måned med højsommer var det faktisk temmelig specielt at fryse. Det kan dæleme blive koldt i 3 km højde, når det er nat, og man har kravlet opad i 2 timer. Vi gjorde vores bedste for at videregive vores erfaringer til vores 3 nye japanske ungersvende.

Sådan ser Tokyo ud om natten. Fra 150 km afstand Lyset på billedet i øverste højre hjørne er næsten 400 km væk. Det var virkelig fedt at være over skyerne og kunne se så langt.

Vi fandt hurtigt ud af, at vores fælles problem IKKE var at kravle for langsomt. Tværtimod vi var alt for hurtige. Det lyder “smart-ass” agtigt men endte faktisk med at blive et stort problem. Ingen var interesseret i at stå på toppen i 3770 m kl. 01.30 om natten. Så er der s…. lang tid til solen står op. Og det er mega koldt. Ikke destro mindre så endte Jannie og jeg med at stå på toppen kl. 02.30. Og man kan kun citere Shu-Bi-Dua. “Nu har jeg nået toppen mor. Bhruuuur hvor er her skide koldt” Vores japanske venner havde bedt om at en længere pause et stykke nede, så vi ramte desværre ikke toppen samtidig.

Et dejligt kvindemenneske på toppen af Japan

Som nævnt i et tidligere indlæg, så er japanerne bestemt ikke bange for at “give den gas” i hårdt terræn. De fleste bruger et par dage på at bestige Mt. Fuji og overnatte undervejs, men de er der. Det var nærmest som at opleve en forberedelse til et ekstrem-udsalg i “spejdersport”

BELØNNINGEN. DEN VILDESTE SOLOPGANG JEG NOGENSINDE HAR SET. NO WORDS.

Minus 3-5 grader. Startede i t-shirt og shorts. Blev til langt undertøj, handsker, hue, strømper, støvler, fiberpels, dunjakke, regnjakke, vandrebukser osv. Kl. 04.30 stod solen op, og så steg temperaturen gradvist 15-20 grader henover de næste timer.

Sammen med vores japanske venner på toppen af Mt. Fuji. Desværre forlod de os kort tid efter solopgangen, da Nam (ham i midten med lilla jakke) var virkelig dårlig af højdesyge. De fik ikke lang tid på toppen, men de kom op, og det er noget af en 1. gangs vandrepræstation. Godt gået.