Kyoto: Traditionernes by. Noget helt andet end Tokyo. En by med en masse levn fra fortidens Japan.

Det var på ingen måde unormalt at se folk i traditionelle japanske dragter. Især unge mennesker yndede at bære disse traditionelle dragter, når de gik ud om aftenen.

Billeder fra Fushimi Inari Shrine på det hellige bjerg, Mount Inari. Inari er tilsyneladende guden for ris jf. Shinto-troen. Et sted hvor der skulle være over 10.000 røde porte (kaldet Tori). Kunne det nu også være rigtigt. Vi ville lige tjekke det, da det efter sigende skulle være super flot.

Jo det var virkelig en oplevelse. Og ja der var minimum 10.000. Vi besteg det 233 m høje bjerg/bakke, og der var røde porte hele vejen op og hele vejen ned på bagsiden.

En virkelig fed oplevelse, som samtidig bragte os ud i naturen igen. Vi fik samtidig bekræftet naturloven, som beskriver: Når turister skal gå mere end 300 m, så er det ikke så interessant mere. Det var fascinerende at se alle turisterne i bunden af bjerget, og så se, hvor få der gad bevæge sig op ad stien og trapperne for at se alle portene og toppen af bjerget. Men vi siger bare HURRA, for så fik vi det næsten for os selv

Som i Tokyo var der et utal af seværdigheder, og vi var nødt til at vælge nogle få ud. Vi besluttede os for at tage til udkanten af byen for at se bjergene og en berømt bambus-skov. Selv turen i toget endte med at blive en oplevelse. Lokalbanen var noget andet end S-toget derhjemme

Damn. De kan blive høje sådan nogle bambus.

Her bruger de ikke pistacie-is. Her er det grøn te is. Efter at have smagt diverse versioner af grøn te, må vi bare erkende, at det ikke lige er vores kop te

De findes stadig, omend vi tror, at det primært er en turist-attraktion.

Ringer du lige på dørklokken, skat

Ikke et indlæg uden lidt om mad. Der var festival i Kyoto, og vi skulle da lige ud og smage på de lokale kulinariske godter. Vi endte i en helt tom restaurant, som egentlig var ved at lukke, men besluttede at holde åbent for os. Her skulle man smide skoene i et skab og sidde på gulvet. Lige det vi gerne ville prøve. Ud over at maden var fuldstændig forrygende, så fik vi da virkelig demonstreret for det måbende personale, at vi ikke ved noget som helst om at gå ud og spise i Japan. Foran var en stor jernplade, som blev holdt varm af et gasblus. Når retterne kom ind, så blev de sat på denne plade for at holde retterne varme. Det havde vi ikke lige fanget, og vi gik gladeligt i gang med at stege retterne på pladen, indtil vi fandt ud af, at retterne allerede var færdiglavet af kokken, og at de bare skulle holdes varme. Pinligt og lidt sjovt. Vi hyggede os i hvert fald