Efter nogle fantastiske dage i Beijing gik turen videre i vores ambitiøse program. Vi fløj videre til byen, Xian, en by med godt 8 millioner indbyggere. Her ankom vi sidst på aftenen, og straks meldte første store problemstilling sig. HVOR SKAL VI SPISE

På trods af at være en millionby, så er det faktisk virkeligt svært at finde et sted at spise efter kl. 2100. De kinesiske køkkener har tradition for at lukke tidligt. Det lod vi os dog ikke standse af, og en større eftersøgning blev sat i gang. Ved et tilfælde fik vi kigget ind i en mere eller mindre skummelt udseende butiksviadukt. Denne viadukt førte til et indendørs madbutikcenter med mange små køkkener og restauranter. De fleste var ved at lukke, men en enkelt restaurant så ud som om, at den ikke havde tænkt sig at lukke foreløbig, og vi kastede os straks ind i restauranten og fik et hyggeligt bord. Igen var maden sublim. Som altid skal man gå derhen, hvor de lokale spiser, hvilket denne restaurant var et klart eksempel på. Man skulle lige vende sig til, at folk spyttede på gulvet og røg indenfor i restauranten, men sådan er det i Kina, og sådanne oplevelser er jo også en del af at rejse i et fremmed land.

Nyt møder gammelt

Nyt møder gammelt

Nyt møder gammelt.

Vi besluttede os for at besøge denne lille park og pagode i midten af Xian. Det var som at træde ind i en tidslomme med ro og sjælefred.

En sjov klatretur som ikke i sig selv var særligt anstrengende men efterhånden som man kom op i højderne blev etagerne mindre og mindre, og en stor europæer som mig måtte helt ned på knæ og kravle de sidste etager op til toppen for til sidst at kunne stikke hovedet ud gennem denne lille lem

Udsigten var super kun skæmmet af den megen forurening, som er et kæmpe problem i Kina.

Som Jannie så ofte påpeger, så er jeg nogengange som en lille knægt. I dette tilfælde var det i hvert fald helt rigtigt. Knægten på billedet og jeg var lige fascineret af de mange mange fisk i parkens sø