Alle indlæg af razzmo

Hangover in Boston

Efter en virkelig fornøjelig dag i Boston (se indlæg “Tipsy in Boston”) tog vi en noget mere afslappet dag med lidt sightseeing og masser af kaffe, cola og hygge.

Igen var vejret perfekt, og vi havde godt af den friske luft

Little Italy var fuldstændig som at træde ind i filmen “Goodfellas”. Her sad de gamle mænd på gaden og talte Italiensk-amerikansk med dem, der gad at høre på dem, grønthandlerne råbte højt med samme accent, og der var 1 million italienske restauranter fyldt med højttalende “spaghetti-amerikanere”. Det var f… grineren

State Library i Boston var fantastisk flot, og så lignede læsesalene fuldstændig dem på film. Den største forskel fra filmene var nok, at her sad alle med bærbare computere, tablets eller anden form for elektronik. Vi så en person sidde med en bog

Originaler var der nok af. Boston var et rigtig godt eksempel på den amerikanske model. Her var rigtig mange fattige, som vist ikke rigtig levede den amerikanske drøm. “Land of opportunity” har en meget stor bagside af medaljen.

Parken i Boston var trækplaster for mange mennesker i det gode vejr, men tilsyneladende også for en del dyr.

Som med så meget andet, så er jul kæmpe stort i USA. Vi faldt over en kæmpe julebutik, hvor alverdens julepynt kunne købes i alverdens farver og modeller

Så blev det den 10. november og eventyret er slut. Vi vil ikke hjem Der er såååååååå meget at se derude i den store verden.

Heldigvis er der en stor og virkelig vigtig ting, som vi hele tiden tænker på, og som lige nu har en langt større tiltrækningskraft end de eventyr, man ved venter ude i verden.

JER.

Vi glæder os sååååå meget til at se jer alle igen.

Dette var næstsidste indlæg. Kun et mangler. Det får I, når vi kommer hjem

Tipsy in Boston

Sidste del af det store eventyr foregik i Boston. Den altid beredte rejseleder, Jannie, havde vanen tro sørget for at finde de spændende seværdigheder, så vi ikke skulle fjumre rundt i Boston i blinde.

Første dag startede på Bostons havnefront, hvor store både, fiskerbåde og turistbåde lå for anker i en skøn blanding. Vi fandt hurtigt ud af, at Boston downtown var meget lille, og at det var hurtigt at gå fra den ene ende til den anden.

Boston centrum var selv i weekenden en meget rolig og hyggelig by, hvor der var armplads og ro til at suge alle indtrykkene ind.

Ja det tog os ikke lang tid at komme til dette punkt Boston er meget kendt for deres fisk- og skalddyrs restauranter. Allerede efter ca. 2 timers sightseeing var vi klar til at smage på godterne. Vi fandt vej til en kendt og meget populær restaurant, Legal Seefoods. Vi skulle bare have en let frokost, men udvalget af mad og vin var bare for lækkert, og så gik det galt

Masser af god mad og masser af vin

Så var de to tosser blevet en anelse overrislet, og vi fandt Boston endnu sjovere end tidligere på dagen. Det er vist længe siden fruen har lavet vejrmøller, eller også havde vinen bare indflydelse på den kunstneriske udførelse

Puhaaa man bliver så tørstig af al den akrobatik, så hvilket bedre sted at slukke tørsten på den originale Cheers-bar.

Det var jo lørdag, og fulde af forventning om at se et eller andet turist-show gik vi på Cheers. Vi var faktisk ikke en gang sikre på, at man kunne få en øl der.

Det kunne man. Masser faktisk Det var et helt fantastisk sted, og da stedet ikke var overrendt, besluttede vi os for lige at få et par stykker mere.

Jeg fandt hurtigt min yndlingsplads i baren. Desværre var der ingen, der råbte BUUUUUCH, da jeg kom ind på baren

Der hvor det gik helt galt, var da vi mødte disse to fantastiske canadier. Vi endte med at dele en del øl, og jeg er ikke klar over, hvor meget de fik ud af deres teaterforestilling, da de forlod os kl. 2130.

Efter en god aften på Cheers var det vist tid til at komme hjemad.

Gymnastikken fortsatte uden for Cheers i den nærliggende park. Hvad man ikke kan se af ovenstående billede er, hvor mange forsøg det tog for at lave dette billede. Det var som om træet hele tiden flyttede sig, hver gang jeg skulle stå op ad det

Natmad skal man da have. Gudskelov at supermarkeder har meget længe åbent.

Det lille hus på prærien

Efter vores hygge-eventyr i Chester havde vi besluttes os for, at vi gerne ville helt der ud, hvor kragerne vender, og køerne går med nummerplader. Derfor havde vi besluttet os for at leje en lille hytte i det helt nordlige Vermont kun 30 km fra grænsen til Canada.

Ude midt i ingenting i de nordamerikanske bjerge fandt vi vores “lille hus på prærien”. Hvad laver man så helt herude?

Man hygger, nyder stilheden og hinanden. Det var i hvert fald, hvad vi brugte vores 4 dage i hytten på. Stille og roligt begyndte det at gå op for os, at vi var ved at være ved enden af vores fantastiske eventyr, og vi havde mange snakke om selve rejsen, men også hvordan det ville blive at komme hjem igen til hverdagen og alle de dejlige mennesker, som vi begge har savnet rigtig meget.

Vermont er særdeles kendt for deres overdækkede broer. Det skulle vi selvfølgelig også lige se, og selv om vejret ikke var helt med os, så fandt vi nogle virkeligt smukt beliggende broer.

Med stort vemod måtte vi forlade vores lille hytte og sætte kursen mod rejsens sidste eventyr, byen Boston. Dagen vi forlod hytten startede vinteren. Meterologerne havde lovet snestorm, men det slap vi da heldigvis for

På vej mod Boston på grænsen mellem Vermont og Massachusetts kom vi forbi en våbenbutik. Jeg ville rigtig gerne se sådan en butik for at se, om den levede op til alle de fordomme, som vi i Europa ofte har til fri handel med våben.

Jeg må desværre indrømme, at alle fordomme blev indfriet. For en våbeninteresseret var denne butik et slaraffenland, og jeg måtte trækkes ud af butikken af Jannie Men som ansvarligt menneske og med et forholdsvis stort kendskab til våben, så må jeg stille mig fuldstændig uforstående over for en sådan butik og dens udvalg. Der var mange våben til jægere, hvilket gav rigtig god mening, da det er en stor hobby og livsstil i Nordamerika, men 70 % af butikkens våben havde intet med jagt at gøre. De var i mine øjne kun brugbare for soldater og politi. Her kunne enhver våbenpsykopat gå ind og købe de vildeste militære våben. Intet under at det går helt galt i USA fra tid til anden. Jeg overhørte en af ekspedienterne forklare et ældre ægtepar (som ville købe en pistol til deres datter), at han havde overvejet at købe en pistol til sin kæreste, men han turde ikke rigtig, for han vidste ikke, hvordan kæresten ville opføre sig, når de skændtes. GOOD RIDDENS siger jeg bare

Ja man kunne også købe dette mesterværk. Et fantastisk militært asset, men det eneste en almindelig amerikansk borger kan bruge et maskingevær, der skyder omkring 100 projektiler ud i sekundet, til, er vist til at fælde træer med

Halloween is coming…og vi skulle da have det med i ægte amerikansk filmstil. Staten Vermont blev vores næste hop og efter lidt research faldt valget på byen Chester. En lille flække i ren New England stil. Fullerton Inn blev vores nye hjem for de næste 4 dage. En inn, der i øvrigt skulle vise sig at have været omdrejningspunkt og kulisse for den utroligt gode film “Moonlight & Mistletoe”, som alle jo kender

Ild i pejsen, lokal mikrobryg og ren hygge, så blir’ det da ikke meget bedre

Chester gik virkelig all in på udsmykningen til Halloween. Den havde fået en over nakken.

Så er vores kromutter og krofatter på Fullerton Inn klar til aftenens trick & treat.

Alle var i deres stiveste Halloween puds på selve Halloween aftenen – forældre, børn og butiksejere havde fundet udklædningerne frem og overalt løb ungerne rundt, mere eller mindre gasblå i hovedet i deres søgen efter næste slikstop. Vi gnækkede os virkelig igennem aftenen. Der var gang i den lille by, nøjagtig som vi havde forestillet os, at det ville være i en lille amerikansk by.

Nammenam – Halloween Sticks. Fyldte æbler med marcipan overhældt med ahornsirup.

Da børnene havde fået indhentet nok E-numre, var det de voksnes tur til lidt Halloween gøgl. Igen i ægte amerikansk stil var der på den lille inn lokal folk music tilsat et skud mikrobryg Vi faldt i øvrigt i snak med et sødt amerikansk par.

Dagen efter da vi kom ned til morgenmadsbuffet’en kontaktede vores krofatter os og fortalte, at vores venner havde afleveret en gave til os. Vi kiggede undrende på hinanden, og vi forklarede pænt krofatter, at det måtte være en fejl, da vi jo var turister og ikke kendte nogen i Vermont. Krofatter insisterede og forklarede os, at gaven var fra parret, som vi talte med aftenen før. De var simpelthen kørt forbi vores inn, og der havde de afleveret en gave bestående af en kæmpe stor og meget dyr flaske ægte Vermont ahornsirup samt hjemmelavede halstørklæder til os begge. Det var først, da vi læste det medfølgende søde kort, at vi troede på, at det var til os. Hvor vild er sådan en oplevelse lige

Der blev også tid til at komme ud og se på den smukke natur i Vermont. Vi var lige et par uger for sent på den i forhold til at se farverne på sit højeste, men vi syntes nu, det var ganske smukt alligevel.

Vi nåede også lige at se Vermont drysset over med lidt sne.

Uuhh, den her gamle købmandsbutik ku’ vi godt li’ – slik og alverdens delikatesser – for et par madører som os var den svær at løsrive sig fra.

Vi kunne i det hele taget godt lide Chester. De her 2 Pippi lignende huse var til salg i byen – sommerhus måske?

Lige et smut over grænsen

Niagara Falls stod på vores allesammens ønskeliste, så vi havde besluttet os for at leje en bil og køre nordpå til Canada for at se de imponerende vandfald. Vi tog afsked med the Big Apple og satte kursen mod grænsen.

Morten startede turen med at skabe en mindre panikscene i grænsekontrollen, da han pludselig ikke havde sit pas, hvor han troede, at han havde det. Det medførte en gennemgående kontrol af vores id og persondata, som vi dog alle fandt en anelse overdrevet. Efter 20 minutter kom vi dog sikkert ind i Canada. Tak for underholdningen til Morten

“Kontroltårnet” og vores hjem for 3 dage.

Breakfast with a view. Udsigten fra Jessica og Cedrics værelse var fænomenal. Vi nassede lidt på den, da vores udsigt var ud over selve byen

Niagara Falls iklædt sin efterårsdragt – det var virkelig en god kombi.

Horseshoe Falls (den store del af Niagara Falls) på Canada siden. Imponerende at se de ufattelige mængder vand (2,8 millioner liter), der hvert sekund vælter ud over kanten.

Tosse-strisserne på slap line

Vi nappede en halv times bådtur, hvor man sejler helt tæt på vandfaldene. Det var fandme sjaw (og vådt)

Vi gjorde en stor indsats for at se vandfaldene fra alle sider og på alle tidspunkter af døgnet akkompagneret af forskellige flydende substanser

Surf and Turf med dertilhørende savnet bearnaise, rødvin og godt selskab – så bliver det ikke bedre! Niagara Falls var også endestationen for vores lille USA eventyr med Jessica og Cedric. Tak for alle de gode og spændende stunder og en helt fantastisk tur – vi glæder os til at se jer derhjemme lige om lidt

Start spreading the news…

Den by er jo så gigantisk, fyldt med så mange oplevelser og indtryk og vi hyggede os så meget med Jessica og Cedric, at den har fortjent et indlæg mere. Så here goes

Brooklyn Bridge på – hvad der skulle vise sig at blive – nogle meget dyre lejecykler

Der findes kun et sted at spise den perfekte burger.

Autumn in New York og Central Park.

Søndag og Highline Park – god kombi

Når man er i New York med 3 strissere, så må man lige tage et besøg hos NYPD med

Skokøb, kagekøb og madkøb. 3 vigtige ingredienser, der udgør en god dag

Times Square, regnvejrsdag og fjol.

Østers- og bobletid.

På skybar med tilhørende dresscode – og dermed for nogle af os i lånte sko

Det var blevet tid til at skifte Nepal, Himalaya og savanne ud med storbyens puls i New York. En kontrast der ville noget! Vi glædede os til skiftet og ikke mindst til mødet med vores venner, Jessica og Cedric Vi havde lejet en lejlighed sammen på Lower Manhattan, som var det perfekte udgangspunkt for at udforske the Big Apple.

Tid til at poppe champagnen og fejre et skønt gensyn efter næsten 10 måneder.

Lower Manhattan, Ground Zero, the New World Trade Center – hvorfor ikke starte her…

Behøver vist ingen nærmere beskrivelse

Revitaliserende pitstops

Grand Central Station indtages

New York state of mind.

På toppen af Empire State Building – hvem sagde stor by?!

Asiens savanne

Efter endt Manaslu-trek og 5 timers dødskørsel senere befandt vi os i Sydnepal. Sol, varme og 5-stjernet luksus (Nepal standard) ventede i Chitwan Nationalpark. Vi havde valgt at tage 3 dage i parken, inden vi skulle tilbage til Kathmandu og slutte Nepal-eventyret af.

Det var nu en lise for sjælen at kunne skifte skrammelskure, ulækre ståtoiletter, manglende rindende, varmt vand og dertilhørende bad ud med 5-stjernet luksus med alt, hvad hjertet måtte begære.

Vores 3 dage i parken blev en blanding af mindre udflugter og en række elefantsafarier. Vi lagde vejen forbi parkens “elephant breeding center”, hvor elefanter opdrættes under mere eller mindre zoo-agtige forhold. Vi kunne ikke rigtig finde ud af, om det var mest i dyrenes eller turisternes interesse. Ihvertfald blev de imponerende dyr fodret godt af med elefantpakker bestående af elefantgræs og risblandinger.

Så var det tid til at tage ud i det grønne.

Herover er et udpluk af de mange vilde dyr, vi så på vores færd.

Dette næsehorn var kommet lidt på afveje og havde bevæget sig ind på området, hvor elefantpasserne bor.

Step 1: Sådan ser det ud, når man skal ud og ride på elefant for første gang

Step 2: Der forsøges her med en forholdsvis rolig nedstigning på elefantryg.

Step 3: Sikkert i sadlen og klar til afgang.

Vi var helt vilde med at opleve den rå vilde natur fra elefantryg, og vi benyttede os af chancen for at tage flere ture ud i nationalparken.

Vi så desværre intet til den sky og snigende Bengalske tiger, men de var der, hvilket ovenstående billede illustrerer så fint. Vi var glade for at sidde højt oppe på en kæmpe elefant

Halvvejs gennem trekket var vi nået op i ca. 3800 m højde, og efteråret viste sig fra sin smukkeste side.

Der blev holdt mange “nydelses-pauser”. Vi lærte hurtigt at sende vores guide i forvejen, så han ikke hele tiden skulle standse op, når vi ville nyde naturen. Vi tror, at han var meget tilfreds med denne ordning

Ud over flere forskellige abe-arter så vi også de meget sky murmeldyr. Det krævede en del tålmodighed og stilhed at få de små gnavere ud af deres huller.

Hver eneste gang der var mulighed for det, stak vi af fra guide og trekkingsti for at bestige en bjergside og nyde naturen i al sin skønhed.

Overnatning i snevejr i 4400 m højde. Det var helt forfriskende og hyggeligt med en overnatning i telt frem for de sædvanlige tehuse.

Der var ikke meget at lave i snevejr i 4400 m højde andet end at sidde i spisehallen og hygge med varm te og terningspil. Der var super hyggelig stemning om end en anelse koldt. Alt varmt tøj blev taget i brug for at holde varmen.

Så kom dagen, hvor vi skulle “Over the top”. Et pas i 5200 m skulle passeres. Først skulle vi lige vandre/klatre 800 højdemeter op til passet for derefter at vandre/kravle 1700 højdemeter ned til det nye sted, hvor vi skulle overnatte. En laaaaang dag ventede forude. Vi startede kl. 0400 om morgenen for at være sikre på at nå dagens mål, inden det blev mørkt om aftenen.

Landskabet var nu totalt goldt og sneklædt. Heldigvis var der ikke faldet så meget sne dagen før, så stien var god og fremkommelig. Man fik virkelig testet, hvor mange røde blodlegemer, man havde i kroppen. Når man går i 5 km højde kan 100 m vandring føles som en marathon Kæmpe respekt for de mennesker, som bestiger de høje bjerge rundt omkring i verden.

Efter en drøj opstigning kom vi glade og ved rigtig godt mod op til passet i 5200 m højde. Som det ses af billederne, var vejrguderne med os, og udsigten var simpelthen “breathtaking”.

Udsigten fra passet bød blandt andet på bjergtoppe som Annapurna II og andre kæmpe bjerge over 7500 m.

Allerede kl. 14 var dagens mål i sigte, og vores hurtighed blev belønnet med en fantastisk udsigt over Manaslus vestlige bjergskråninger.

Efter alle vores anstregelser med at komme op over passet og ned igen belønnede vores guide os med turens absolut bedste tehus. Dette lille “Pippi-hus” lå simpelthen fantastisk, og det var totalt luksus i forhold til vores tidligere tehus-ophold.

Et udklip af nogle af alle de fantastiske mennesker, som vi mødte undervejs på vores trek.

Som nogen af jer nok ved, så blev Nepal ramt af den værste storm i over 50 år. Det gik desværre hårdt ud over en masse trekkere. Vi var selv lige i centrum af stormen, men heldigvis var vi nået ned i ca. 1300 m højde. For os udmøntede stormen sig i 36 timers hardcore regnvejr, som gav selv det bedste regntøj kamp til stregen.

Alt var vådt, men det skulle nu ikke smørre smilet af vores læber

Efter en lang og vååååååd vandredag blev vi indlogeret i et skrammelskur med så store revner i væggene, at vi var i tvivl om, hvorvidt vi kunne holde stormen og regnen ude af vores skur. Det havde nu nok ikke gjort den store forskel, da vi fandt ud af, at vores “vandtætte” vandretasker alligevel ikke var helt vandtætte, og at det meste af vores tøj og soveposer var mere eller mindre gennemblødte

Afslutningen på trekkingturen blev også et tårevædet farvel til Jannies gamle vandrestøvler og mine “hyggebukser”. Vi siger tak for mange gode år og hyggelige stunder

Mountain of the spirit

Efter 5 lange vandredage med masser af kilometer i fødderne nåede vi til en lille landsby i 3550 m højde. Her var synet, der mødte os, da vi endelig fik kæmpet os op ad den stejle bjergsti til byen.

Manaslu (Mountain of the spirit) i al sin magt i solnedgangen. Selv når man står helt oppe i 3550 m, så er et bjerg på 8156m meget meget majestætisk.

Manaslu blev ikke mindre majestætisk i morgendagslyset. Bygningen nederst til højre var områdets helt store tibetanske tempel og buddhistskole for børn. Efterhånden som vi kom højere op i landskabet og tættere på Tibet, så skiftede lokalbefolkningen udseende fra det typiske “indiske-udseende” til det typiske “kinesiske-udseende”.

Udsigten fra vores skur. Desværre havde vi ikke en af de flotte hytter på billedet, men vi var på dette tidspunkt så vant til at sove i helt primitive, beskidte skure, at vi bare var glade, hvis lagenet ikke var alt for beskidt

Vores skur i al sin pragt

Vores guide fik tryllet os helt eksklusivt ind i det hellige religiøse centrum. Vi fik oven i købet lov til at gå rundt alene inde i templet og tage billeder. Det var super spændende og anderledes.

Vi havde nogle virkeligt sjove møder med de buddhistiske børn, som gik på skolen. De var meget interesserede i at sludre, og de stillede gerne op til lidt fotosessioner Selv helt her ude i naturen havde teknologien ramt ungdommen, og de ville rigtig gerne have taget billeder med deres mobiltelefon sammen med os. For dem var vi sikkert også lige så fremmede og eksotiske, som de var for os.

Vores yndlingsdrik, ginger-lemon te, blev nydt i skuret. Der skal noget til at holde en varm i 3550 m højde, hvor nattemperaturerne nemt gik til -5 grader.

Intet problem at holde sig varm, når solen skinner

Da vi over de næste dage skulle op i 4-5 km højde, havde vi en højdetilvænningsdag i 3550 m. Dvs. ingen målrettet vandring til et nyt overnatningssted. Vi valgte at bruge “hvile-dagen” til at vandre væk fra stierne og ud i den rå natur. Vejret var fantastisk, efterårsfarverne ligeså, og vi havde hele skidtet helt for os selv

Da skyerne ofte samler sig om bjergtoppene i løbet af formiddagen, så stod vi tidligt op og klatrede op til denne helt fantastiske bjergsø. Som det kan ses af billederne, så var det hele umagen værd

Vi var så vilde med denne sø, udsigten og de smukke omgivelser, at vi blev der hele dagen. Bare dase på tæppet og nyde hinanden. Fantastisk.

Fra søen havde vi udsigt til 3 kæmpe gletchere. Vi var endda så heldige at se en af dem kælve.

To our Polish friends: Thank you for some fantastic company and once again thank you for saving Jannie’s boot with duck-tape We hope the rest of your journey was as fantastic as the one we shared with you.

Vi havde svært ved at forlade netop dette område, men der stadig masser af nye udfordringer på programmet, og vi vil altid huske de skønne dage, vi havde ved denne lille landsby.

Denne lokale kvinde blev så sur på vores guide over, at han tog et billede af hende, at hun stak hænderne ned i hans bukselommer for at tage penge fra ham. Det havde vi lidt sjov ud af, da vores guide jo var nepaleser lige som hende selv

Der var så mange skønne unger over det hele. Man skulle lige vænne sig til, at omsorgen for disse børn ikke havde den samme standard, som vi er vant til. De var nu altid glade, og sådan er livet på landet bare i Nepal.

Where Magic Happens

Jordomrejse 2014