Hele formålet med Nepal turen var at komme ud i de gigantiske Himalaya bjerge. Vi havde som sagt besluttet os for at vandre Manaslu Circuit ruten, som er meget mindre kendt end både Annapurna ruterne samt selvfølgelig de meget populære og mere befærdede Mount Everest ruter. Da vi gerne ville undgå at gå i hælene på andre trekkere, faldt valget derfor på Manaslu.

Køreturen fra Kathmandu til Arughat, som er trekkets startsted, var en oplevelse for sig. Den sidste del af køreturen foregik på “bumpy road”, som ikke er nogen hindring for lokaltrafikken. Vi blev hurtigt pænt glade for vores jeep.

Den skulle dog også vise sig at få lidt problemer undervejs. Men ikke noget der skulle slå vores chauffør ud af kurs.

Vores første bekendtskab med den nepalesiske ret Dal Bat (ris, karry, kartofler og linsesovs med tilhørende pickles on the side (stærk chili chutney) gjorde vi os undervejs til trekkets startsted. Dal Bat skulle vise sig at blive en hofret på trekket.

Trekket på 15 dage må kun gøres med lokal guide, og vores lokale operatør syntes også, vi skulle have en bærer med, så Chanda og Kut-Bazar (hurtigt omdøbt til Kurt) blev vores nye bedste venner.

Så gik starten. Trekket startede i 850 meters højde og bevægede sig gradvist opad. De første dage gik gennem mindre landsbyer, rismarker, grønklædte bjerge og rislende floder. En blid begyndelse men stadig med 6-7 timers vandring pr. dag.

Mand sælger naturligt farvet pudder til at lave “tilaka” med (prikken hinduerne bærer i panden).

I landsbyerne blev der solgt alverdens krydderier, og der var en skøn duft af karry, chili, spidskommen og andet godt.

Vejret viste sig fra sin bedste side, og landskabet gjorde virkelig det samme.

Vi var meget i tvivl om, hvorvidt vi skulle vælge telt eller tehuse, da vi bestilte vores trek. Valget faldt dog på tehusene. De skulle vise sig at være meget basic. Der var mest af alt tale om skure – enten i mursten eller træ. Her ses et af de bedre af slagsen.

Naturen var ganske enkelt fantastisk.

Og nepalerserne fantastiske mennesker.

I løbet af de første vandredage røg vi ind i nepals årlige Dashain festival, hvor man bl.a. ofrer dyr. På denne dag var det blevet gedens tur. Morten så hele ceremonien udført, hvorimod jeg lige måtte vende hovedet den anden vej, da geden fik kappet hovedet af.

Og så blev der ellers solgt gedekød i stor stil.

Som dagene gik blev naturen mere og mere vild og bjergene højere og højere. Vi var helt kåde, da vi kunne skimte de første sneklædte giganter forude. Dette bjerg hed Ganesh Himal (7118 m), og var det første bjerg over 7 km, nogen af os nogensinde havde set.

Oktober er bare skøn i Himalaya.

Strisseren inspicerer den lokale marihuana .

Pauser, fodluftning og kolde drikkevarer undervejs – aaaahhhh.