Efter 14 dages barfodsidyl på Gili Meno var det tid til at skifte paradisscenen ud med en anden. Vi havde valgt 9 efterfølgende dage på Bali i byen Ubud. Ubud har stået højt på min ønskeliste længe, og Morten var med på idéen om at tage dertil. Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg også var blevet inspireret og fænget af bogen og filmen “Spis, bed, elsk”.  Den inkarnerede romantiker jeg er samt ivrig i min søgen efter sjælelighed i dét at rejse, var jeg nødt til at se, om Ubud kunne leve op til sit billede af et sted med sjælelighed og spiritualitet i højsædet.

Vi tjekkede ind i vores næste hjem midt i Ubud. Ketut’s Place skulle vise sig at være et helt specielt sted. Et kompleks, der var bygget op omkring et hindu tempel og placeret på en skråning ned til en rislende flod omgivet af skov. Vi fik et godt værelse med en stor terrasse, hvor vi hver morgen kunne spise vores morgenmad til lyden af floden. Uuhh ren idyl

Overalt på Ketut’s Place var der små udsmykninger i form af fade med blomster, hindufigurer, ofringer, små rislende springvand, duer, egern og kanariefugle i bur og skildpadder i små vandløb. Indbyggerne på Bali er overvejende hinduer, men religionen er en blanding af hinduisme, buddhisme og animisme. Balineserne er af den overbevisning, at dyr og planter indeholder en spirituel essens og har en sjæl. Derfor ser man alle steder de mange kuriøse og farvestrålende udsmykninger. Det var virkelig betagende.

Markedet i Ubud er lige så farvestrålende, levende og flamboyant som resten af Ubud.

Overalt i Ubud er der et væld af hindu templer med dertilhørende små, fine haver. Efter ganske kort tid i byen begyndte den specielle stemning at snige sig ind på mig. Der var en åndelighed og ro, som både overskyggede den til tider overvældende trafik og spirende turisme. Jeg var allerede både fænget og forelsket.

Med en ydre ro og spirituel stemning hører også en indre ro. Jeg kastede mig over Ubuds mange yoga og meditationstilbud og at lave yoga med udsigt ud over risterrasser er bare federe end i et svedigt center i København.

Jeg kunne ikke se mig fri for at gå rundt med et lille smil på læben. Der var så meget skønhed samlet på ét sted, og sjæleligheden indhentede mig hurtigt. Og selvom det i et indlæg som dette kan være svært at overlevere min oplevelse af stedet, så var Ubud på så mange måder en refleksion af det billede, der havde dannet sig i mine tanker, da jeg læste bogen “Spis, bed, elsk”. Reality er bedre end fiction, for at stå her selv var langt mere fyldestgørende end at se det på film. Og når drømme bliver til virkelighed, er livet virkelig det dejligste eventyr, som H. C. Andersen udtrykte det. Min mission var fuldført.