Hjertet taler for sig selv i forhold til filosofien bag familien Partingtons vinproduktion.
Ok, lad os lige starte fra begyndelsen…
Vi nævnte under vores indlæg fra Abel Tasman National Park, at vi mødte en familie på en øde strand under vores kajaktur, som vi endte med at ligge i telt ved siden af. Ud af det blå og ganske overraskende (især for en dansker, der ikke er vant til udefrakommende henvendelser fra folk, man ikke kender) spørger parret, om vi kan lide økologisk dyrket vin?! Vi svarer lidt overraskede (sæ’fø’li, vinelskende som vi er) “jooo, ja, det kan vi da”. Parret returnerer med et “Jamen, her har I en flaske så. Det er fra egen vinproduktion. Vi har en vingård lidt uden for Nelson og vi tager altid en flaske med, når vi er på tur og forærer en væk, når vi synes, vi møder folk, hvor vi kan mærke en særlig kemi”. Jeg ved ikke, om det var Mortens tidligere goodwill i forhold til at hjælpe parret med at flytte rundt på nogle fælles borde og bænke eller Mortens interesse og medvilje i at hjælpe parrets 3 piger med at hive gamle teltplykker op af jorden, som de samlede på, eller det var den spontane snak om eventyrlige børnefortællinger, der i vores regi talte bl.a. Mummi Troldene og Pipi Langstrømpe, som familien tilfældigvis her på den anden side af jorden var stor fan af 
Under alle omstændigheder var der en kemi og kemien førte efter indtagelse af deres skønne Pinot Noir med efterfølgende ros (berettiget) til en spontan invitation hjem til dem og deres vingård et par dage efter.
Hvornår oplever man efter kort tids snak at blive inviteret hjem til en familie som det mest naturlige i verden?! Det gør man åbenbart her. Til stor glæde for os.
Nå, men dagen oprendte..og hvad tager man med til et par, man ikke kender, og som man fornemmer har deres helt egen livsstil og principper, som tæller ord som organisk, økologisk, free spirit, åbenhed? Tilsyndeladende ikke vin – det giver sig selv – og blomsterne gror i overflod uden for vinduet! Men med tanke på de 3 piger i alderen 6-12 år besluttede vi os hurtigt for den mest overdådige og mustenslignende CHOKOLADEKAGE vi kunne finde på vejen! Vi ankom til parrets bopæl, vingård og hjemstavn et godt stykke ude på landet – et hjem omgivet af bakker, solskin, vinmarker, frugtplantager og små gårde. Vi blev mødt af de 3 piger, 2 hunde, 23 høns, 1 ged, 2 heste, 2 sæsonmedarbejdere og så selvfølgelig parret; Alexandra og Gareth. Hurtigt fik vi en rundtur i familien Partingtons hjem og ikke mindst i deres tankegang omkring livet og det at være en familie. En tankegang eller måske snarere en livsfilosofi eller tese, der omhandlede et fællesskab med et hjem uden vægge – et hjem, hvor hele familien sov i samme værelse i 2 senge – en til mor og far og en til pigerne, en synergi med et sæt forældre, der var deres børns sparringspartnere og overordnet vejledning men ikke formyndere og irettesættere. En filsofi, der handler om, at hvert barn er født med egen karakter og natur og den blomstrer og udfolder sig bedst, når barnet får lov til at udforske livet, som barnet opfatter det, og ikke som forældrene opfatter det. En tese om det frie liv, der ikke er styret af andres forventninger og måder at gøre tingene på. Noget der vel i virkeligheden gælder os alle – ikke blot som børn over for vores forældre men vel også senere i livet over for venner, kollegaer, naboer osv. Derfor bar stuen bl.a. også præg af samme tankegang udstyret med torve, snore, gynger og trapezer fastspændt i loftet, så pigerne kunne udvikle deres motorik og styrke deres lemmer og parathed – der var lagt op til kreativitet på et andet plan, end vi havde set før i vores liv. En stue, hvor der blev sunget en sang til Moder Jord, inden man sætte tænderne i friske, hjemmedyrkede grøntsager. Noget vi heller ikke lige havde set magen til før.
Morten og jeg kunne ikke gøre så meget andet end at lade os inddrage i deres verden – og det blev vi. For sangen til Moder Jord, da vi blev budt velkommen til bords, omhandlede også os og vi fandt os snart siddende med hele familien omkring bordet med hænderne flettet sammen med deres inden vi satte tænderne i deres venligt indbudte måltid.
Vi kunne ikke helt lade være med at skele til hinanden. Var det her “for real”?? Lever nogen på den måde?! Og samtidig føle os nysgerrige og dragede på denne helt tilsyneladende anerledes livsstil og livsopfattelse. Der var noget befriende over deres måde at møde livet på. Ikke så mange regler, øjne og guidelines – bare en følelse af at være til med den natur og karakter, man nu er udstyret med.
Der gik heller ikke længe før at samtalen faldt på de “tunge” emner. Hvad er det vi vil med vores liv? Hvordan lever vi det? Hvem har fastsat reglerne i vores liv og lever vi egentlig det liv, vi gerne vil. Jeg kunne ikke lade være med at nikke samstemmende, da Gareth talte om, at han havde gjort op med hele tiden at skulle rykke mod et mål i livet så meget, at vi ofte glemmer der, hvor vi befinder os lige nu og nyder de vigtige ting i vores hverdag, som den er. Er det tilbygningen af vores hus, indkøb af drømmebilen eller det rigtige tøj, der gør, at vi føler os i live og er det livet i det hele taget? Eller flytter det blot fokus fra et liv, vi ikke kan definere, hvad vi skal med?!
De tunge emner blev senere byttet ud med mere lette emner som rundvisning på deres skønne, lille – men meget livgivende – vingård med vinsmagning og kig til såvel vinkælder, vinpresser, vintanke og korkpropmaskine. Morten sugede til sig og jeg fik en snak med Alexandra om livet som mor på landet med hjemmeskole for sine 3 piger, økologisk minijordbrug og livets kerne, som hun så den.
Er det nu, at jeg skal nævne, at Mortens og min indkøbte – og meget konventionelle – CHOKOLADEKAGE sgu faldt lidt ved siden af!!
Vi er kommet til enden af historien her. Den kunne være meget længere, men kort fortalt; så havde vi en i den grad berigende, øjenåbenende og fantastisk dag med familien Partington. En dag, vi meget gerne med lidt billeder ville kunne delagtiggøre jer i, men som desværre røg sammen med tabet af vores kamera på bjergsiden i Kahurangi National Park. Billederne må I have til gode, men til gengæld så poster vi her familiens hjemmeside, for såvel vin, livsfilsofi, passion som hjertevarme og stof til god og inspirerende eftertanke skal man lede længe efter!
http://www.partingtonwines.co.nz/index.html