Vi starter med lidt stemningsbilleder

Generelt kan man vel sigende følgende om Japan og dens befolkning: De er meget ordentlige, velopdragne, venlige, renlige, imødekommende og umiddelbare. De er lidt sjove/mærkelige for sådan nogle danske bonderøve som os. Med det mener vi, at det virker lidt som om, at de lever meget i deres egen lille verden. De taler meget lidt, hvis overhovedet noget engelsk. Samtidig er det utroligt trygt at færdes i selv en så stor by som Tokyo. Der er masser politi overalt, som primært bruger sine kræfter på at dirigere trafik og hjælpe turister. Det virker som om, at alle har et job, omend det til tider virker en anelse overflødigt. Jeg talte f. eks. 15 betjente, der dirigerede et lyskryds, som 1 dansk betjent var blevet fornærmet over at skulle dirigere, såfremt der var sat mere end ham/hende på opgaven. Det var en fornøjelse at observere, hvordan selv de mest trivielle jobs blev udført som om, at det var det vigtigste i hele verden. Som turist var Tokyo/Japan virkelig et trygt og rent sted at færdes. We love it

Det kan til tider være en anelse svært at finde ud af, hvad man skal bestille på menukortet Godt at de laver så meget lækker mad.

Mesteren giver pindelektioner.

Eleven bliver bedre og bedre.

Ja, man kan blive lidt træt af for meget sake. Bemærk nr. 2 fra venstre. Hun fik sig lige en lille tiltrængt morfar på den propfyldte restaurant. Uhmmm sake

Det enorme Tsukiji Fishmarket i Tokyo. Der bliver spist rigtig, rigtig meget fisk i Japan/Tokyo, og alle restauranter og lokale handler hver dag fisk på Fishmarket. Det var en by i byen. Det lækreste fisk blev kastet over disken, således tosser som os kunne nyde det lækreste og mest delikate tun, laks, blæksprutte, musling osv. på diverse restauranter.

Hedder man Jannie Buch, så er gader som disse et paradis. Små, sjove og underfundige butikker, der sælger alverdens krims krams. Jeg valgte at trække en cola i en af de utallige gade-automater for derefter at sætte mig på en kantsten og kigge på alle de sjove mennesker, som gik forbi mig, alt imens Jannie forsøgte at besøge samtlige butikker.

Et af de utallige templer i byen. Vi var lidt overraskede over, hvor mange der egentlig er troende shintoer eller buddhister i en eller anden form.

Overalt var der spisesteder. Her fandt vi en lille sti/gade, der gik under en jernbane. På højre og venstre side over en strækning på 300 m, lå der – side om side – den ene lille beværtning på den anden.

Alting har en ende. Også vores Tokyo-ophold. Vi blev nærmest en lokal attraktion i metro-undergrunden, da vi kom slæbende med alt vores baggage. En af grundene kunne være, at min rygsæk alene var større end de fleste japanere Backpacking er vist ikke lige en japaner-aktivitet.

Vi havde besluttet at udsætte vores billeje-projekt og tage til Kyoto med de berømte Shinkansen-hurtigtog. Som hyldest til vores midtsjællandske rødder omdømte vi hurtigt togene til “Shink-Hansen” (skal siges med accent ).  Toget har en gennemsnitshastighed på 270 km/t. Efter 2 meget rolige og behagelige timer havde vi tilbagelagt de 527 km, som var afstanden mellem Tokyo og Kyoto.

Endnu et eksempel på japansk effektivitet og en tilsyneladende uendelig mængde arbejdskraft. Toget kom ind på perronen 15 minutter før afgang. Alt rengøringspersonale stod klar ved de tildelte døre. Der blev bukket, når toget ankom, og så blev der ellers gjort rent. 5 minutter før afgang forlod alt rengøringspersonale toget og passagerne gik ind. På slaget afgik toget. Var du 10 sekunder for sent på den, så nåede du ikke toget. Det afgik PRÆCIST