Dette indlæg vil være præget af en del tekst, da vi desværre mistede kamera og Jannies Iphone under vores vandretur. Mere om det senere. Der er derfor ikke så mange personlige billeder. Vi har endda tilladt os at stjæle lidt billeder fra Google.

Vi var af en lokal kajakudlejer i Tasman National Park blevet anbefalet at tage på vandretur i området omkring Mount Owen i Kahurangi National Park. Derfor havde vi planlagt en 3 dages vandretur ud fra kort-rekognoscering og råd fra diverse lokale New Zealændere. Der blev indkøbt mad, chokolade, kakao og sågar dåse colaer. Der var lagt i ovnen til en ordentlig røvfuld hygge.

1. Dag ( 9 timers hardcore fysisk udfoldelse)

1. etape: Vi startede ud i 300 m højde med to rygsække på henholdsvis 18 kg og 35 kg. Etapen var på kortet uden de store stigninger, og vi forventede en hurtig fremgang langs den smukke flod, Owen River. Det viste sig at blive en 2 timer lang, sjov forhindringsbane med 5 krydsninger af floden, balancegange på træstæmmer og diverse andre forhindringer. Etapen blev afsluttet med opfyldning af alle vandbeholdere, da det var det sidste vandområde i lang tid (alt for lang tid).

2. etape: Her skulle 1000 højdemeter besejres over en afstand på 2 km på kortet. Lad os bare sige, at det gik op op op op. Dette var forventet, da det jo var tydeligt på kortet :-).  Trekket endte i 1300 m, når man kom til trægrænsen. Vi havde dog fået at vide af en lokal, at man godt kunne fortsætte fra trægrænsen og op på toppen af bjerget, Sunrise Peak (benævnt 3. etape). Opstigningen til trægrænsen tog 4 timer med kun 1 pause og en puls liggende konstant omkring 180 :-). I toppen af denne etape begyndte det at minde mere om klatring end egentlig vandring. Stien tyndede ud og man gik vitterlig på kanten af bjergets ryg med store afstande ned til begge sider.

3. etape: Vi var ude af skoven i 1300 m højde og kunne nu begynde at få visuel glæde af den hårde opstigning. Nu manglede bare de sidste 250 m op til toppen. Dette skulle vise sig at blive den hårdeste opstigning, vi nogensinde havde prøvet. Vi havde nu været i gang uafbrudt i 6 1/2 time med tunge rygsække, og der blev hældt vand og müslibarer i hatten. Fulde af selvtillid og målet synligt begyndte vi at bevæge os op ad. Der var ikke længere nogen sti, og man bevægede sig i den tætte græs bevoksning. Denne bevoksning blev et emne for had og kærlighed. Bevoksningen var noget skrammel at gå i, og der var en forbandet masse stikkende planter. Men havde den ikke været der, var vi ikke kommet op. Stigningen var nu så stejl, at vi var nødt at trække os op ved hjælp af bevoksningen. Efter endnu 2 1/2 times klatring kom vi til toppen. Vi var helt smadrede og fysisk udkørte. Der havde de sidste 3-4 timer ikke været mulighed for at tage rygsækken af ryggen grundet stigningen, hvorfor skuldrene var godt trætte. Der var ikke mange steder at slå telt op, men hurtigt fandt vi en nogenlunde plan firkant på 2 x 2 m. Heldigvis er Jannie og jeg et super team i naturen, og telt, mad og tørt tøj klaret på ganske kort tid.

Resten af dagen (1-2 timer) gik med hygge, massage af ømme muskler, fantastisk solnedgang og den vildeste stjernehimmel. Så besvimede vi begge af træthed :-).

Ryggen af Sunrise Peak med Mount Owen i baggrunden

2. dag (Når terrænet bliver din modstander).

Baseret på kort-rekognosceringen var vores store plan, at der “kun” skulle tilbagelægges nogle få kilometer med fokus på at finde en hurtig lejr og noget vand. Derefter skulle Mount Owen og det fantastiske bjerg-plateu udforskes og nydes resten af dagen uden rygsæk. Sådan gik det desværre ikke.

Vi startede kl. 10 efter en meget beskeden morgenmad. Vandet skulle gemmes, da vi grundet gårdsdagens hårde klatring havde været nødt til at drikke mere end beregnet. Fulde af optimisme startede vi dagens vandring. Da vi efter 1 1/2 time havde klatret, sprunget, kravlet frem og tilbage mellem kæmpe klipper og slugter, var vi nået 300-400 m på kortet. Flere gange var vi endt i blindgyder og var nødt til at kæmpe os tilbage til udgangspunktet. Vi var gennemblødte af sved, og vi begyndte at blive lidt urolige for vores vandbeholdning. Jeg havde dog slæbt 6 dåsecolaer hele vejen op, og det blev vores nødbeholdning. Efter flere overvejelser om at vende helt om, og forsøge at kravle ned, hvor vi i går var kravlet op, blev vi enige om, at give det endnu et forsøg i 30 minutter. Det lykkedes os at finde over en mindre bjergtop og komme ind i en anden dal. Denne dal var beklædt med græssider og ikke alle disse kæmpe stenformationer, som vi indtil videre havde flimret rundt i.

Efter endnu 2 timers udmattende klatring på bjergsider kom vi over i en ny dal mellem Mount Owen og Mount Replica. Her fandt vi et lille vandhul, hvor vi udskiftede nødreserven bestående af dåse-colaerne med dette tvivlsomme vand. Vandet kunne vi, hvis vi blev pressede nok, koge i nogle minutter, så vi ikke dehydrerede.

Den nye dal var perfekt at gå i, og for første gang denne dag havde vi overskud til at nyde den helt fantastiske natur. Der var simpelthen skønt. Nu skulle vi bare igennem et mindre bjergpas og så ned til en mindre flod for at finde rent vand. Vi sad på toppen af passet og nød det fantastisk landskab, hvor flere af Ringenes Herre scenerne var optaget. Breathtaking :-).

Lad os bare sige, at skuffelsen var stor, da vi kom igennem passet. Sjældent har vi set så smukt et bjergområde, men vi var tilbage i det ufremkommelige klippeområde. Nå men der var kun en vej, og vandet var forlængst drukket. Tilbage var 1 cola og vores nødreserve-vand. Vi fik kæmpet os igennem klipper, bjergsider og alt muligt andet terræn og stod pludselig på en dejlig flad bjerg-saddel. Den lille flod som vi hele dagen havde sigtet efter lå 200 højdemeter under os, og der var ikke langt til starten af det trek, som skulle tage os ned næste dag. Hurra (troede vi)

Vi havde nu været i gang i 6 timer og var faktisk temmeligt smadrede, tørstige og klar til at slappe af. Vi kravlede 100 højdemeter ned af bjergsiden. Her satte vi vores rygsække og tog alle vanddunke frem for at kravle de sidste 100 højdemeter ned til floden og fylde dem uden rygsække på. Selvfølgelig var terrænet fyldt med stikkende buske nede omkring den lille flod, men vi var tørstige og fuldstændig ligeglade på dette tidspunkt. Det var derfor noget af en mavepuster, da vi kom ned til floden og opdagede, at den var udtørret. Vi måtte vende om og lave en opslidende opstigning til vores rygsække. Vi var begge temmeligt dehydrerede, og jeg besluttede at drikke af vores nødreserve. Der blev kogt vand med salt, og så var det afsted igen. Heldigvis var der ikke mere end ca. 1000 m til stedet, hvor nedstigningstrekket skulle starte. Så ville vi da i det mindste have en sti at gå på :-).

Vi manglede stadig at gå ned af ca. 150 højdemeter for at komme ned til området, hvor nedstigningstrekket skulle starte. Vi må virkelig have gjort “Den store terræn-gud” sur den dag, for han havde valgt at plastre hele nedstigningen til med nogle forbandede 2 1/2 m høje tætte buske, og der var kun en vej ned. Denne nedstigning var et mareridt, og vi mistede kamera og mobiltelefon på dette stykke. Dette selv om Jannie havde pakket begge dele ind øverst i rygsækken. En kamerastrop må have hængt ud af rygsækken og hængt fast i en gren. Ingen af os opdagede det, da vi kun koncentrede os om at sætte fødderne de rigtige steder på den meget stejle nedstigning. Der blev plads til både at udgyde diverse skældsord samt fælde en frustreret tåre. Nå, men vi kom ned og fandt heldigvis både den lille sti og oven i købet også et lille bitte vandløb, så tørsten kunne slukkes og hjernen klares :-).

Vi gik endnu en time af nedstigningstrekket til en lille hytte, hvor vi overnattede. Endnu en dag med 11 timers fuldstændig udmattede klatring, vandring og kravling var overstået. Der blev lavet masser af mad, drukket masser af vand og en lækker kop kakao blev nydt. Dagen blev talt igennem og planen for næste dag gennemgået. En dag hvor vi både fysisk og psykisk havde været pressede, men også gennemført det sammen på bedste “team-spirit” måde. Vi havde bevist, at vi var rigtig gode sammen i pressede situationer, og at vi indeholder en indre styrke til at nå vores mål. Og så havde vi set noget fantastisk landskab :-).

3. dag (I dag må det da blive nemt)

I følge kortet havde vi en ca. 15-17 km tur med svag nedstigning langs en større flod, Fyfe-River. Det kunne vel ikke tage meget mere end 5 timer. Jeg gjorde i hvert fald mit bedste for at overbevise Jannie om, at i dag ville blive en nem og rolig dag. Igen var terræn-guden mod os :-).

Nedturen var smuk og fantastisk, men virkelig hård og indvolverede en del kravlen og klatren på små, smalle klippestykker langs floden. Ydermere skulle man krydse floden ikke mindre end 29 gange (vi talte dem ). Turen tog i alt opslidende 10 timer uden nogen reelle pauser. De to forgående dages meget opslidende vandring havde virkelig sat sine spor i fødder, lår og skuldre, og hvis vi skal være ærlige, så nød vi ikke naturen på den måde, som den havde fortjent. Efter ca. 4 timers vandring mødte vi de første mennesker i 3 dage.

Helt smadrede og med totalt våde og ømme fødder kom vi ned til vores lille hjem. Udtrykket “Hjem kære hjem” fik virkelig sin betydning belyst her :-).

På trods af ovenstående strabadser har turen været en virkelig forunderlig udfordring. Vi flyttede en masse grænser og beviste over for os selv, at vi havde viljen til at fortsætte trods træthed mv. Ydermere gjorde vi det i god stil. Der var på intet tidspunkt noget brok, panik eller anden ubrugelig opførsel. Vi nød godt af vores tidligere erfaringer fra militæret og rejsebranchen. Turen har skabt endnu et stærkt bånd i vores ægteskab

For mig personligt ser jeg nu Jannie i et andet lys. Hun gjorde det simpelthen fantastisk og formåede at gennemføre noget som mange af de soldater, jeg igennem årene har trænet aldrig kunne have gjort. Inde i Jannie er der den stærkeste lille kvinde, som kan gennemføre, hvad mange mænd ville have fejlet.