Efter at have plejet tømmermændene fra festen med Havana, blev det tid til at klargøre Orbit til togtets længste sejlads på godt 1000 km over det åbne Stillehav. For sådan nogle landkrabber som Jannie og jeg var det lidt af en overraskelse, hvor meget der egentlig skulle klargøres for at et skib kan komme sikkert over det åbne hav. Alt skulle sures fast, så det ikke kunne rokke sig en milimeter selv om store bølger slog ind over siden. Gummibåd og motor skulle hejses op og sures fast. Sejl skulle klargøres og alt dykkerudstyr pakkes væk. Der var nok at tage fat på, og det var super spændende men også hårdt arbejde.

På trods af utallige forsøg havde vi endnu ikke fanget en eneste fisk med vores store fiskestænger. De eneste fisk vi indtil videre havde fanget var med harpun under fridykning. Der blev derfor sat alle sejl ind på at få lavet nogle nye og lækre lurer.

Den mandlige del af besætningen inklusiv mig selv havde meget sjov og hån til overs for de små lyserøde lurer. Kun Jannie forsvarede ærekært de lyserøde faner, hvilket selvfølgelig medførte stor hån fra den mandlige halvdel. Vi ved jo bedst om det der med at gå på jagt og fiske Det skulle vise sig at ramme os som en boomerang. Damn

Styrmandsvagtplanen. Man var sat sammen i makkerpar, og så var det ellers bare derudaf.

Vi havde temmelig kraftig sidevind hele vejen og båden skød en virkelig god fart. Hvad der skulle have taget mellem 4 og 5 døgn endte med at tage lige under 3 døgn. Det var fedt men også lidt af en prøvelse, da skibet krængede temmelig meget i vinden og de store dynninger. Man kan godt blive lidt træt af ikke at kunne holde balancen og skulle gå halvt på gulv halvt på væg for at bevæge sig rundt på skibet.

Høje bølger, uvejrsfronter, træthed og vind kunne ikke fjerne vores gode humør

Vores seng efter den var klargjort til sejlads. Den blev hurtigt omdøbt til “Kisten”. I kan se hvorfor. Jeg kunne ikke ligge i Kisten, da jeg var for bred, så jeg sov for det meste på gulvet med en madras. Det virkede rigtig fint, men man fik ikke nogen længerevarende søvn, da man konstant blev væltet rundt af de store dynninger.

Som nævnt tidligere, så havde vi ikke haft megen held med fiskeri under vores togt. Det skulle blive Jannie og hendes lyserøde lure, som vendte heldet. Vi havde fået udpeget en fiskedag pr. person, og på Jannies fiskedag skete det. En dejlig 56 cm tun bed på krogen. Hjemmelavet sushi here we come

Under kyndig vejledning fra Anne Sofie lærte Jannie at partere sin fisk, hvilket var lidt af en prøvelse, da skibet krængede temmelig meget.

Så var den onde cirkel brudt og få timer senere fangede Aksel en stor Wahoo.

Aksel som var utroligt lærenem og ferm med sine hænder klarede parteringen af sin fisk uden hjælp og uden problemer.

Så var det Idas tur. Bemærk den lille lyserøde lure. På den mandlige del af besætningens vegne tager vi med ydmyghed hånen tilbage

3 fisk på en dag. Denne Wahoo var så god, at en stor haj havde valgt lige at smage på den, inden vi nåede at trække den ombord. Vi fandt desværre ingen hajtænder i fisken, men vi kunne se på afstanden mellem hajtænderne, at det har været en større af slagsen.

Så ankom vi til Tuamotu-atollerne nærmere bestemt Atollen, Makemo. Vi blev royalt modtaget af delfineskorte, og alt træthed blev straks erstattet af nysgerrighed. Hvor Marquessas-øerne var bjerge med masser af alsidig bevoksning, så var Tuamuto-atollerne fuldstændig flade med palmer og buske som eneste bevoksning. Vandet her var ekstremt klart, og med det samme glædede vi os til at få dykkerudstyret på og komme under vandoverfladen.