Alle indlæg af razzmo

Himalaya here we come…

Hele formålet med Nepal turen var at komme ud i de gigantiske Himalaya bjerge. Vi havde som sagt besluttet os for at vandre Manaslu Circuit ruten, som er meget mindre kendt end både Annapurna ruterne samt selvfølgelig de meget populære og mere befærdede Mount Everest ruter. Da vi gerne ville undgå at gå i hælene på andre trekkere, faldt valget derfor på Manaslu.

Køreturen fra Kathmandu til Arughat, som er trekkets startsted, var en oplevelse for sig. Den sidste del af køreturen foregik på “bumpy road”, som ikke er nogen hindring for lokaltrafikken. Vi blev hurtigt pænt glade for vores jeep.

Den skulle dog også vise sig at få lidt problemer undervejs. Men ikke noget der skulle slå vores chauffør ud af kurs.

Vores første bekendtskab med den nepalesiske ret Dal Bat (ris, karry, kartofler og linsesovs med tilhørende pickles on the side (stærk chili chutney) gjorde vi os undervejs til trekkets startsted. Dal Bat skulle vise sig at blive en hofret på trekket.

Trekket på 15 dage må kun gøres med lokal guide, og vores lokale operatør syntes også, vi skulle have en bærer med, så Chanda og Kut-Bazar (hurtigt omdøbt til Kurt) blev vores nye bedste venner.

Så gik starten. Trekket startede i 850 meters højde og bevægede sig gradvist opad. De første dage gik gennem mindre landsbyer, rismarker, grønklædte bjerge og rislende floder. En blid begyndelse men stadig med 6-7 timers vandring pr. dag.

Mand sælger naturligt farvet pudder til at lave “tilaka” med (prikken hinduerne bærer i panden).

I landsbyerne blev der solgt alverdens krydderier, og der var en skøn duft af karry, chili, spidskommen og andet godt.

Vejret viste sig fra sin bedste side, og landskabet gjorde virkelig det samme.

Vi var meget i tvivl om, hvorvidt vi skulle vælge telt eller tehuse, da vi bestilte vores trek. Valget faldt dog på tehusene. De skulle vise sig at være meget basic. Der var mest af alt tale om skure – enten i mursten eller træ. Her ses et af de bedre af slagsen.

Naturen var ganske enkelt fantastisk.

Og nepalerserne fantastiske mennesker.

I løbet af de første vandredage røg vi ind i nepals årlige Dashain festival, hvor man bl.a. ofrer dyr. På denne dag var det blevet gedens tur. Morten så hele ceremonien udført, hvorimod jeg lige måtte vende hovedet den anden vej, da geden fik kappet hovedet af.

Og så blev der ellers solgt gedekød i stor stil.

Som dagene gik blev naturen mere og mere vild og bjergene højere og højere. Vi var helt kåde, da vi kunne skimte de første sneklædte giganter forude. Dette bjerg hed Ganesh Himal (7118 m), og var det første bjerg over 7 km, nogen af os nogensinde havde set.

Oktober er bare skøn i Himalaya.

Strisseren inspicerer den lokale marihuana .

Pauser, fodluftning og kolde drikkevarer undervejs – aaaahhhh.

Så var der “touch down” i Nepal. Et land som allerede hjemmefra havde været højt på ønskelisten. På trods af allerede at have rejst i en del fattige lande, så blev det straks åbentlyst, at Nepal var ekstraordinært fattigt. Den internationale lufthavn mindede mest af alt om en meget slidt gammel dansk folkeskole. Overalt var der kaos og menneskemylder. Igen blev man mindet om, hvor dejligt og utroligt nemt vi har det hjemme i lille DK (heldigvis).

Jannie havde trukket på sine tidligere rejsebranche-forbindelser (tak Peter), hvilket havde sat os i forbindelse med en lokal rejse-operatør ved navn Kamal. Via ham havde vi fået strikket en super spændende Nepal-tur sammen, som var tilrettelagt lige efter vores ønsker og interesser, og så var det endda til en overordenlig fornuftig pris Som med så mange andre ting, så er det virkelig godt at have forbindelserne i orden.

Nogen kunne foranlediges til at tro, at når Nepal er så fattigt, så kan det også være lidt farligt i forhold til kriminalitet at rende rundt i Kathmandus gader. Det var det på ingen måde. Nepaleserne er utroligt søde og venlige og er på ingen måde nærgående (og irriterende) over for turister, som man oplever i så mange andre lande. Det blev dog allerede på turen fra lufthavnen til hotellet klart, at det absolut mest farlige i Nepal var trafikken. Selv om det senere skulle vise sig, at vi på helt tæt hold skulle opleve den værste storm i Nepal i 50 år, slanger og andet kryb, så var det ingenting mod den sindsyge trafik i Nepal. Aldrig havde nogen af os oplevet et så kaotisk et trafikbillede. Der var biler, scootere, lastbiler og fodgængere overalt i et stort kaotisk samsurium. Alle dyttede, og der var en larm uden lige. Forureningen var næsten til at føle, så megen bilos var der i luften. Der findes vist ingen Færdselslov i Nepal. Måske allerhøjst nogle få generelle retningslinjer.

Der var vist heller ingen regler om ledningsførelse. Intet under, at strømmen konstant røg sig en tur

Vi brugte et par dage i Kathmandu til at gøre os klar til Nepal-turens hovedattraktion. Vi havde besluttet os for at tage en 15 dages trekkingtur omkring verdens 8. højeste bjerg, Manaslu (8156 m). Dette trek var langt mindre kendt end f. eks. trekkene omkring Annapurna og Everest. Vi havde valgt lige netop dette trek, da der primært på grund af sværhedsgraden, ikke var særligt mange turister på trekket. Trekkets længde var ca. 230 km med mellem 4 og 10 timers vandring hver eneste dag.

Oktober og november er turistmånederne i Nepal. Her kommer tusinder og tusinder af turister til Nepal for at prøve kræfter med de gigantiske bjerge. Det betyder også, at der i disse måneder er en kæmpe industri for salg af trekking-udstyr. Overalt ligger der små trekkingbutikker, som alle sælger enorme mængder af North Face kopivarer. Kvaliteten var super super god, og varerne kostede ingenting i forhold til dansk standard. Vi købte to små rygsække, drikkedunke, regnbukser, handsker og en vandrestav til Jannie for den samlede sum af 340 kr. Lige til at overleve

Der blev også tid til at nyde godt af Kathmandus lækre mad, kaffebarer, små templer osv. Vinen var ikke noget at råbe hurra for, men alt andet på menuen var bare super lækkert.

Efter at have taget Ubuds mange tøseagtige tilbud ind under huden solo, var det tid til at lokke manden med ud på sightseeing a la Jannie. Jeg fik lokket Morten med på en tøsedag, der bl.a. skulle indeholde yoga, spa og frokost. I mangel af en god veninde må man jo nøjes med sin mand Morten fulgte lettere modvilligt med. Men taget i betragtning af hvor mange macho ekstremaktiviteter, vi har lavet på denne tur i det hele taget, så var det tid til lidt balance i regnskabet

Men det skulle snart vise sig, at manden blev lige så begejstret for yoga, som jeg er. Hvem skulle have troet det?! Måske hjalp det også, da Morten erfarerede, at instruktøren var mand og tidligere soldat.

Så var det tid til spa.

Og så var det tid til en god, sund frokost.

En tøsedag indeholder også en gåtur i det grønne.

Så en tur i abeskoven, hvor Morten genfandt lidt af sin mandighed, fordi jeg var pisse angst for at have de her meget nysgerrige aber hoppende rundt på mig, og Morten syntes, det var en fest. He-man is back

Dagen sluttede af med en traditionel indonesisk middag med bl.a. en formidabel langtidsstegt and og til slut en ild- og maskedans, som Morten bare elskede. Haha.

Sjælelighed og spiritualitet

Efter 14 dages barfodsidyl på Gili Meno var det tid til at skifte paradisscenen ud med en anden. Vi havde valgt 9 efterfølgende dage på Bali i byen Ubud. Ubud har stået højt på min ønskeliste længe, og Morten var med på idéen om at tage dertil. Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg også var blevet inspireret og fænget af bogen og filmen “Spis, bed, elsk”. Den inkarnerede romantiker jeg er samt ivrig i min søgen efter sjælelighed i dét at rejse, var jeg nødt til at se, om Ubud kunne leve op til sit billede af et sted med sjælelighed og spiritualitet i højsædet.

Vi tjekkede ind i vores næste hjem midt i Ubud. Ketut’s Place skulle vise sig at være et helt specielt sted. Et kompleks, der var bygget op omkring et hindu tempel og placeret på en skråning ned til en rislende flod omgivet af skov. Vi fik et godt værelse med en stor terrasse, hvor vi hver morgen kunne spise vores morgenmad til lyden af floden. Uuhh ren idyl

Overalt på Ketut’s Place var der små udsmykninger i form af fade med blomster, hindufigurer, ofringer, små rislende springvand, duer, egern og kanariefugle i bur og skildpadder i små vandløb. Indbyggerne på Bali er overvejende hinduer, men religionen er en blanding af hinduisme, buddhisme og animisme. Balineserne er af den overbevisning, at dyr og planter indeholder en spirituel essens og har en sjæl. Derfor ser man alle steder de mange kuriøse og farvestrålende udsmykninger. Det var virkelig betagende.

Markedet i Ubud er lige så farvestrålende, levende og flamboyant som resten af Ubud.

Overalt i Ubud er der et væld af hindu templer med dertilhørende små, fine haver. Efter ganske kort tid i byen begyndte den specielle stemning at snige sig ind på mig. Der var en åndelighed og ro, som både overskyggede den til tider overvældende trafik og spirende turisme. Jeg var allerede både fænget og forelsket.

Med en ydre ro og spirituel stemning hører også en indre ro. Jeg kastede mig over Ubuds mange yoga og meditationstilbud og at lave yoga med udsigt ud over risterrasser er bare federe end i et svedigt center i København.

Jeg kunne ikke se mig fri for at gå rundt med et lille smil på læben. Der var så meget skønhed samlet på ét sted, og sjæleligheden indhentede mig hurtigt. Og selvom det i et indlæg som dette kan være svært at overlevere min oplevelse af stedet, så var Ubud på så mange måder en refleksion af det billede, der havde dannet sig i mine tanker, da jeg læste bogen “Spis, bed, elsk”. Reality er bedre end fiction, for at stå her selv var langt mere fyldestgørende end at se det på film. Og når drømme bliver til virkelighed, er livet virkelig det dejligste eventyr, som H. C. Andersen udtrykte det. Min mission var fuldført.

Hvad skal vi dog lave

Som Jannie allerede på glimrende vis har illustreret i forrige indlæg, så var opholdet på Gili Meno en lille rejse-oase, som kom lige på det rigtige tidspunkt i vores lange rejse. Her er lidt om, hvad vi fordrev tiden med på de 14 dage, vi befandt os i paradis.

Tilsyneladende ikke ret meget Og gud hvor var det fedt.

Vores restaurant som var tilknyttet vores lille bungalow-resort, var kendt på øen for deres mad og ikke mindst deres stenovnspizzaer, som var helt suveræne. Vi spiste dog mest deres indonesiske mad, da den også var helt suveræn. Man kan jo altid få en pizza derhjemme

Hver aften blev der hygget med sundownere på diverse hyggelige barer/strande/restauranter. Ovenstående var dog vores yndlingssted, da de lavede nogle virkeligt gode drinks.

Vi brugte rigtig meget tid på at snorkle og fridykke, hvilket tilsyneladende blev bemærket af nogle af øens andre gæster. Ofte kom andre gæster hen for at spørge om det bedste sted at snorkle, tilstandene i vandet, hvor skildpadderne befandt sig osv. Et ældre tysk ægtepar (77 år), som også gerne ville snorkle, gik så langt som at spørge, om jeg ville tage dem med ud at snorkle, da manden var dårligt gående. Det ville jeg selvfølgelig, og vi endte med at have et par rigtigt hyggelige timer sammen i vandet og på stranden.

En af de helt store oplevelser ved denne del af rejsen var vores møde med dette par. Caroline og Jean-Baptiste fra Belgien, der var på bryllupsrejse i Indonesien. Et par fantastiske mennesker, som vi skulle ende med at få rigtig mange gode stunder sammen med.

Dette bekendtskab blev også indledt ved, at Jean-Babtiste spurgte mig ud om snorkelforholdene på Gili Meno. Vi faldt lynhurtigt i snak alle 4, og inden vi havde set os om, så var der arrangeret hyggelig middag med sundownere og gode snakke.

Solnedgang over Bali. Det var sgu lidt svært at mønstre pessimismen

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Øens fedeste snorkel- og fridykningssted hed Turtle Point. Det var lidt bøvlet at komme dertil, men bestemt umagen værd.

Efter en lang snorkletur må der kalorier i kroppen. Man skulle bare bevæge sig nogle få meter op til en af de mange strandrestauranter, så var der serveret. Det var næsten for nemt

Easy living

Sidste aften med Caroline og Jean-Baptiste blev afsluttet med maner på en af øens bedste og lidt dyrere restauranter. Aftenen var så hyggelig, at vi til sidst blev smidt ud af det trætte personale, som gerne ville hjem. Heldigvis for os kunne vi gå hjem på 2 minutter. Ingen af os var vist i stand til at føre et automobil på dette tidspunkt

På trods af 13 hele dage på Gili Meno, så var det med stort vemod, at vi var nødt til at forlade øen. Vi kunne sagtens have taget en uge mere i dette paradis, men heldigvis lå nye og spændende eventyr forude, og så er det jo altid lidt nemmere at forlade et fantastisk sted.

Åååhh du søde paradis

Ved en tilfældighed kom vi i Japan til at snakke med vores kvindelige ejer af vores lejede hytte i Hakuba. Hun talte passioneret om en lille ø kaldet Gili Meno i Indonesien. En ø vi ikke anede eksisterede. Hun havde været på øen før med sin familie og planlagde en tur dertil igen i år. Øen lød som det perfekte sted for os. Vi havde på det tidspunkt fået en spirende idé om, at vi på vores rejse skulle finde et lille, øde sted uden for meget aktivitet, hvor vi bare kunne slappe af, være og hvor vi kunne bo for noget tid uden at rejse rundt. Vi lavede lidt research om stedet, blev forelsket i øen med det samme og bookede straks en hytte. Og nu var tiden kommet til at tage dertil.

Vi havde en meget lang og problematisk rejse fra Kina, hvor alt gik galt, og vi bl.a. ikke nåede vores fly til Indonesien pga. et forsinket indenrigsfly i Kina. Da vi ankom til havnen på Bali, fandt vi ud af, at bådfirmaet, der skulle tage os til Gili Meno, ikke længere eksisterede. Der stod vi så med 2 billetter til en båd, der ikke længere sejlede! Morten fik dog med en hel del snilde kringlet sig til 2 nye billetter med en anden båd uden at betale ekstra. Way to go my dear

Endelig ankommet til den skønne ø. Vi blev blæst helt bagover – nøj, et paradis Her er det Gili Menos østkyst, hvor vi skulle bo, med Lombok i baggrunden.

Vores hjem for de næste 14 dage. Det var skønt at kunne pakke ud og finde sig til rette i hytten efter 2 dages temmelig anstrengende rejse.

Gili Meno var virkelig den perfekte afstressende barfodsidyl, vi havde ledt efter. Øen, der måler ca. 2 x 1 km, er så lille, at man kan gå rundt om den på halvanden times tid. Der er ingen trafik på øen – eller veje for den sags skyld – kun sandstier. Hestevogne er måden at komme rundt på, hvis man ikke orker at slentre rundt.

Den lokale købmand.

Moskéen – centralt placeret på øen og religiøst samlingssted for øens ca. 400 beboere.

På midten af Gili Meno ligger der en lille landsby, hvor de fleste af øens beboere bor.

Hverdagsbilleder fra Gili Meno.

Vi brugte det meste af vores tid på strandene – badning, snorkling, fedning og læsning var i høj kurs.

Turismen på øen er heldigvis begrænset. Øens “turistspots” består mest af små funky hytter ved stranden.

Stemningen på øen er 100 % laid back. Langs vandet ligger der små hytter spredt ud i sandet, folk render rundt i bare tæer, man spiser i små pavilloner med havudsigt, der læses bøger i sækkestole, dyrkes yoga på stranden, og i det hele taget er der bare en dejlig atmosfære. Det var lige i vores ånd og lige, hvad vi havde behov for.

En dag i risterrasseland

Endnu et must see på vores tur var Longji risterrasserne, der ligger ca. 100 km fra Guilin i et frodigt, grønt bjerglandskab i Guangxi regionen. Vi havde allieret os med egen chauffør og bil til turen, så vi slap for gruppeturisterne og kinesisk guidementalitet med dertilhørende megafon, guideflag, fløjte og pendanten til den danske klaphat. Så hellere en chauffør med et gebrokkent engelsk og vores egen Rough Guide under armen

Vi blev totalt ekstatiske, da landskabet udfoldede sig for os efter et par timers kørsel.

Vi var klar til at slentre rundt i bjergene.

Alle årstider skulle efter sigende være smukke i området. Om vinteren er risterrasserne dækket af sne, om foråret af et tæppe af farvestrålende blomster, inden der sås nye risplanter, sommeren ses ovenfor og om efteråret er risterrasserne indhyllet i smørgule risplanter, der er klar til høst. Uanset årstiden er der bare helt igennem smukt.

Vi havde en fire timers tid til at vandre rundt i området og kunne sagtens have brugt mere.

Longji er hjemsted for fire forskellige etniske minoritetsgrupper med bl.a. hver deres særlige traditioner, skikke og måder at klæde sig på. Da jeg spurgte denne søde dame fra Zhuang minoriteten, om jeg måtte fotografere hende, gjorde hun sig rigtig til, rettede på smykkerne og tøjet og satte et stort smil op. Det var så fint.

Chili Klaus klar med dagens høst af chili.

Yao minoritetsgruppen er kendetegnet ved, at kvinderne har det længste hår i verden. De klipper aldrig deres hår men istedet bliver det rullet op på hovedet i en slags turban.

2 båtnakker i det grønne

Ååhh, man kunne jo blive ved med bare at være her og suge naturen ind og kigge på livet i dette smukke område.

Longji og Guilin blev samtidig endestationen for vores Kina rundtur med Jesper og Bahar. 14 dage var fløjet afsted i hastig expresfart, og vi synes, vi fik klemt virkelig mange fantastiske og farvestrålende steder og oplevelser ind i vores program. Det var tid til at sige farvel til de bedste legekammerater, man kunne ønske sig. Så kære små dyr; tak for den allerskønneste ferie med jer, tak for grinene, for nærværet, for snakkene, for de mange gode fælles indtagelser af sublim kinesisk mad, for skålene, for turene i det grønne, for overraskelserne i forbindelse med det skarpe hjørne, og for at I i det hele taget kom ud og var sammen med os. Vi savner jer allerede igen, og glæder os til vi ses derhjemme i DK

Skulle nogen fundere over, hvordan man skal fejre sin 40 års fødselsdag, når man befinder sig i så fremmed et land som Kina, ja så skal I bare spørge min skønne kone Selv havde jeg ingen ide om, hvad jeg skulle foretage mig. Det skyldtes primært, at Jannie flere gange havde fortalt mig, at det skulle jeg slet ikke spekulere over, og at jeg bare måtte vente og se, hvad der skete. Herligt

Vækket af Jannie, Bahar og Jesper med fødselsdagssang. Der var lavet lækkert lækkert morgenbord på hotelværelset. Noget der vist havde været lidt af en kamp at få gennemført, da det tilsyneladende ikke er nemt at få kinesisk hotelpersonale til at forstå simple madbestillinger, som f. eks. 2 æg til hver person

En ting var nu den dejlige hotelmorgenmad, men hvad der virkelig fik mine tænder (og næsten også øjnene) til at løbe i vand var tilstedeværelsen af dansk Mathilde kakaomælk, snøfler og ikke mindst hindbærsnitter. Ting jeg virkelig elsker, og som jeg havde savnet helt vildt på vores lange rejse. Jannie havde bedt Jesper og Bahar om at tage dem med fra Danmark, og de havde så møjsommeligt slæbt rundt på tingene i næsten 14 dage. Intet mindre end fantastisk. Jeg var et stort smil, og tingene blev spist med absolut største nydelse

Der var også sørget for fine gaver (t-shirt, champagne, romkugler, dansk slik og en fin lille whisky). Jannie var gået meget langt for at finde gavepapir og gavebånd. Noget som ikke lige findes i enhver kinesisk biks. I det hele taget bar alting hen mod en helt forrygende dag med forkælelse og Morten-luksus.

Kl. 11 blev jeg smidt ind i en taxa og kørt 1 1/2 time uden for Guilin til Li River. Li River var en af de absolutte højdepunkter på Kina-turen, og de andre vidste, at det var lige i min ånd at komme netop herhen på min fødselsdag. Vi havde i forvejen besluttet at opleve det fantastiske landskab fra søsiden, så tøserne havde booket en dejlig lille bambusflåde til os.

Så var det klar til afgang. Forude lå 3 timers eventyr til søs. Det gjorde heller ikke noget, at vejret var helt perfekt

“Chauffor” var også klar

Jeg håber, at I kan få en fornemmelse af storslåetheden, og det helt unikke landskab, som Li River er så kendt for. Jeg var i hvert fald i mit es og nød hvert et sekund.

Det blev ikke værre af, at vi under en kort pause fandt en lille bitte biks, som rent faktisk havde store kolde øl. Det var lige prikken over i´et i de 36 graders varme

For mig kunne det ikke blive meget bedre på en fødselsdag. Fantastisk natur, en kold øl i hånden og dejligt selskab. Den sad lige i skabet og Jannie, Jesper og Bahar vidste, at det var lige sådan, jeg kunne lide det

Ved hjemkomst til hotellet stod den på flere overraskelser.

Jannie havde været ude at lede efter en dejlig kage. Det er så heller ikke lige så nemt at finde i Kina, skulle jeg hilse fra Jannie og sige Den smagte forrygende.

Meeeeen dagen var ikke slut endnu, og det var overraskelserne åbenbart heller ikke. Jannie, Jesper og Bahar havde dagen før været ude og rekognoscere lidt, og der havde de fundet den fedeste lille rolige restaurant, hvor de serverede to ting, som jeg også havde savnet en del under vores rejse. God rødvin og en god pizza. Efter 3 måneder i Fransk Polynesien på en båd og 2 måneder i Asien, hvor god rødvin og vesterlandsk mad ikke er nemt at komme til, så var denne italiensk ejede restaurant virkelig en fantastisk oplevelse. Ikke mindst fordi rødvinen virkelig var god, og det var stenovns-pizzaerne også

En 40 årig happy camper

Dagen blev sluttet af med gode øl. Måske var der vist også et par af disse øl, som havde sidevogn

Selv om man bliver 40 år, så kan man stadig godt være en drengerøv. Især når ens gode legekammerat er med på det værste. Til stor glæde for samtlige beboere på 9. sal på hotellet fik Jesper og jeg os tilsyneladende lige en omgang gang-fræs i en bagage-vogn. Tak til Jannie og Bahar for dokumentation. Er ikke sikker på, hvor meget Jesper og jeg ville have husket uden billederne

Sidste overraskelse stod hotellet for. Da vi pænt berusede ankom til hotelværelset kl. 4-5 om morgenen, stod der faktisk en rigtig flot kage til mig fra hotellet. Det perfekte natmad. Hurra

En fødselsdag som jeg aldrig vil glemme. Tusind tak til min dejlige kone, fantastiske svoger og skønne Bahar.

Jeg kunne kun have ønsket mig en ting mere. Dagen havde været endnu mere fuldendt, hvis vi kunne have delt den med alle jer meget savnede familiemedlemmer og venner. Tusind tak for alle jeres mange hilsner, mails, sms og dejlige Skype-samtaler.

Karst…hvaffor noget?

23. september 2014

Så var det blevet tid til at lave endnu et hop på vores Kina rundtur. I grunden havde vi planlagt så meget af vores tur på forhånd som muligt og besluttet os for, hvad vi gerne ville se samt booket hoteller, transport osv. på forhånd. Det gav os en dejlig masse tid til blot at nyde stederne, vi havde besluttet os for. Og nu var det tid til at indtage byen Guilin og dens kuriøse omkringliggende landskaber.

Guilin – en mindre by på ca. 1,3 mio. indbyggere – et kompakt centrum med masser af trafik, gadekøkkener, salg af alverdens bling bling og gooood mad. Naturen, der omgiver Guilin er helt enestående og magisk med sine karstbjerge, floder og søer. Karst – alle med på hvad det er? Jeg var personligt ikke helt bekendt med fænomenet. It goes a little something like this; “særpræget landskab dannet ved opløsning af kalkbjergarter i nedbørsrige områder. Opløsningen skyldes kuldioxidholdigt vand, der især angriber i kalkstenens revner og sprækker. Forvitringsjorden skylles med ned i kløfterne, og det opløste materiale genudfældes undertiden i drypstenshuler”. Interessant information i forhold til det, vi skulle se i løbet af vores tid i Guilin.

Som sagt består et karstlandskab af de karakteristiske karstbjerge men også af drypstenshuler. Reed Flute Cave var i udforskingen af dette fænomen på vores “to-see liste” – noget der skulle vise sig at blive en virkelig spektakulær oplevelse.

Men først skulle vi lige derud. Sportslige som vi er (!) lagde vi ud med at tilbagelægge de 7 km til fods, men den kinesiske lumre sommerhede sammen med den overvældende trafik fik os til at hoppe ind i en tvivlsomt udseende rickshaw – but it did the trick

Sædvanen tro skulle også Reed Flute Cave efter kinesisk turiststandard besøges som en del af en gruppe med en kinesisk guide i spidsen, udstyret med en skrattende megafon til at frarøve enhver fra et eventuelt “moment”, man kunne have på sådan et sted. Vi besluttede hurtigt at agere en del af gruppen i starten for så langsomt at fordufte fra Cola ruten og dernæst finde os selv mere eller mindre alene i grottens mange gemakker.

Det var svært ikke at lade sig imponere af den massive grotte med sine snirklede og fantastiske formationer. Kinesisk Tivoli-bling i form af lyssætningen i grotten var i det her tilfælde helt på sin rette plads. Det var s… ret spektakulært lavet.

Tilbage på hotellet – et slag bordtennis i bedste kineser-stil.

Og så en tur på hvad der endte med at blive vores yndlingsrestaurant. “Xièxie” (Tak!) Li River Cuisine Restaurant for den udsøgte pepper beef, dumplings, roasted potatoes with beans, garlic and chili, fried rice, underskønne hand bags og ikke mindst kolde, lokalprocuderede øl. Nams

I Guilin var der også et bredt udvalg af god shopping, og især lillebroren min havde svært ved at styre sig – her viser han her sidst på aftenen en af sine mange impulskøb foretaget i løbet af dagen…hæhæ….

One step from heaven

Fortsættelse af 1. etape (se indlæg: Et sted du ikke tror på eksisterer).

Så startede 2. étape. Vores guide, Jørgen, havde forklaret os, at når vi kom op til toppen, så var der en turistrute og en hemmelig rute, som han kaldte “The muddy road”. Vi var helt klar på noget mudder, og havde store forventninger til 2. etape

Ja det var svært ikke at smile. Allerede i gondolen fik vi indløst nogle af de mange forventninger, mens vi svævede op gennem bjerglandskabet.

Vi styrede straks væk fra turistruten, og kastede os over “The muddy road”. Det viste sig de fleste steder at være en rigtig fin sti, der kun få steder var mudret. Turen gik op og ned, og da vi gik inde i en skov, så havde vi ingen anelse om, hvor vi ville ende, men Jørgen havde lovet, at det var strabadserne værd.

“The muddy road” endte med en kort klatretur op ad en stejl stige. Endnu havde vi ingen ide om, hvad der ventede os. Ovenstående billeder var synet, der mødte os for enden af stien. Jeg tror, at jeg taler for alle, når jeg skriver, at vi var lamslåede. Det er lidt svært at sætte ord på, og billederne gør slet ikke landskabet den ære, som det har fortjent. Det var ubeskriveligt smukt, anderledes, storslået og majestætisk.

Vi stod stort set alene på en af de mange klippetoppe med den vildeste udsigt. Her sikrede Jørgen sig en ekstra stor pose drikkepenge Her var komplet ro og fred til blot at sidde at nyde den fantastiske 360 graders udsigt.

Jørgen forklarede os, at stedet, hvor vi stod, blev kaldt “One step from heaven”. Vi forstod hvorfor.

Som nævnt under 1. etape, så var Jørgen vist lidt fascineret af os europæere, og vi lovede derfor at bidrage til lidt reklame for hans turistfirma.

Det var med stort vemod, at vi efter noget tid var nødt til at forlade “One step from heaven” og bevæge os ned ad stien igen. Når man har siddet på et så fantastisk sted og pludselig indser, at man formentlig ikke kommer tilbage dertil, så kan det godt gå hen og blive lidt trist.

Vores tur fortsatte ad turistruten, som var eneste vej til det sted, hvor vi skulle ned. Heldigvis var der også her helt ubeskriveligt smukt.

Ja der er sgu langt ned Der var vel et frit fald på en 800-900 m.

Her var det så. Det meget omtalte “Avatar-bjerg”, som indgik i filmen mere end 35 gange. I filmen blev det vist nok kaldt Halleluja Mountain. Bjergene er høje nok til, at man til tider i dårligt vejr kan stå oven over skyerne, som ligger som dyne rundt om midten af bjergene. Set ovenfra kan dette få bjergtoppene til at se ud som om, at de svæver. Det skulle efter sigende være dette syn, som har inspireret Avatar-filmfolkene.

Dagen sluttede med en hasarderet bustur ned af små støvede bjergveje for at ende med en tur ned i verdens længste udendørs elevator (vist nok omkring 330 m lang). Nu var fusserne også godt ømme oven på en temmelig lang vandretur. Vi glædede os alle til at komme tilbage til hotellet, få støvlerne af og så hoppe i et varmt bad.

Where Magic Happens

Jordomrejse 2014